Mit udsnit fra romanen

Side 141, kapitel 16.

"Det ved man aldrig. Du har jo haft en god træner."

Glasdørene til Rigshospitalet lukkede sig bag mig.
Den friske luft fik mig til at snappe efter vejret, og
benene rystede under mig. Oskar var langt væk,
ville Vitus også forsvinde nu? Nej. Han havde et
stykke hårdt arbejde at klare, men han havde klaret
det før. Og han var ikke alene. Han havde en ven til
at støtte sig. Han havde mig. Jeg måtte gøre mig
stærk for hans skyld, for som Vitus sagde: Man
skulle altid tro på det, man håbede.