Kap 1 fra Linnea perspektiv

Jeg kom cyklende på cykelstien, og pludselig kørte jeg ind i en dreng. Han rejste sig hurtigt op og tog min cykel op. Jeg rejste mig også hurtigt op, men for at tjekke om mit tøj havde skader og om der er sket noget med min mobil. "Hvorfor kunne han ikke se sig for, for han gik på cykelstien?" tænkte jeg. Det var ikke min, men hans skyld. Han hjalp med at sikre om der er sket noget med min cykel. "Det her er en cykelsti, og ikke et fortov", sagde jeg bare uden at tænke. Han svarede: "Undskyld jeg så mig bare ikke for". Han så forbavsed ud. Jeg så på hans bukser. "Du bløder jo,gør det ondt?, sagde jeg efter et øjebliks stilhed. "Nej nej ikke så meget", svarede han mens han kiggede væk. "Lad mig se på det" sagde jeg og tog støtte benet ned til fra cykel, og kiggede på hans knæ. Jeg prøvede at få det til at stoppe med at bløde. Jeg synes godt at han ser godt ud, som en god dreng og er måske sød. Men man ved aldrig. Så blev jeg færdig. "Sådan du overlever, men synd for bukserne". "Det er ligemeget" svarede han nervøst. Han så mig dybt i øjnene. Så begyndte han at spørger om min cykel klare den. Jeg svarede: " Det gør ikke noget jeg for bare min far til at ordne den, han elsker at ordne ting". Og så cyklede jeg hjem. Det sidste jeg så til ham var at han humpede hjem, med hul i bukserne.